Opsøgende klimamedarbejder til Områdefornyelsen i Husum Nord
Brænder du for lokale klimaindsatser og borgerinddragelse?
Så er du med stor sandsynlighed den kollega, vi søger til at understøtte områdefornyelsen i Husum Nord.
Områdefornyelsen i Husum Nord søger en klimamedarbejder med erfaring inden for grøn omstilling, energirenoveringer, borgerinddragelse og netværksdannelse til en 3-årig projektstilling.
Som klimamedarbejder spænder du fagligt bredt og har et særligt blik for boligejendomme, boligerne og ikke mindst beboerne. Du skal være ledende i områdefornyelsens grønne omstilling, hvilket blandt andet indebærer at opfylde kvarterets vision om at reducere ejendommenes energiforbrug, øge antallet af solceller samt styrke kildesortering og genbrug. Det er samtidig visionen at styrke kvarterets grønne handlekraft i form af klimabevidste fællesskaber og netværk. Det kan være gennem kampagner, fællesspisning eller projekter med afsæt i biodiversitet.
Om Områdefornyelsen i Husum Nord
Områdefornyelsen er en lokalt forankret byudviklingsindsats, der gennemføres i tæt samspil med dem, der bor, bruger og arbejder i kvarteret.
Områdefornyelsen i Husum Nord har til formål at løfte området både fysisk og socialt, skabe synlige fællesskaber, styrke butikslivet på Frederikssundsvej og forbedre forbindelser til Bystævneparken og Tingbjerg. Områdefornyelsen skal også understøtte hverdagslivet i kvarteret og udvikle grønne områder, legepladser og sportsfaciliteter.
Der er afsat 57 mio. kr. til områdefornyelsen, som løber fra 2026 til 2031.
Om stillingen
Områdefornyelsen i Husum Nord søger en klimamedarbejder, der i samspil med et lokalt sekretariat og Københavns Kommunes Bygningsfornyelse kan lede de lokale klimaprojekter.
Som projektleder har du ansvaret for at sikre fremdrift i dine egne projekter og bidrage til områdefornyelsen generelt.
Du skal kunne se værdien i et stærkt tværfagligt samarbejde, hvor det er naturligt at inddrage kollegaer, andre fagpersoner, borgere og aktører i løsningen af dine opgaver.
Du skal være god til at skabe og vedligeholde netværk på tværs af beboergrupper, fagligheder og organisationer.
Arbejdet vil blandt andet bestå i
- at gennemføre kampagner og infomøder om puljer og ansøgninger, adfærdskampagner og uddannelsestilbud
- opsøgende indsatser i boliger og ejendomme med installationsmangler og energirenoveringspotentiale, samt at motivere disse for at tage imod kommunens tilbud om hjælp til at forberede ansøgninger om støtte til energirenovering
- at indgå i tværgående samarbejde med andre klimamedarbejdere i kommunens Klima Task Force og Bygningsfornyelsen
- at understøtte med viden og engagement i den grønne omstilling bl.a. via plantebaseret fællesspisning, projekter omkring biodiversitet og lokal natur samt andre aktiviteter koblet til eksisterende indsatser
- at samarbejde med ARC (genbrug), HOFOR (vand og varme) og den boligsociale helhedsplan (klimaambassadører) om f.eks. genbrug og affaldssortering, vand- og varmeindsatser, energieffektivitet og biodiversitet og bynatur
- at etablere driftsfællesskaber på tværs af boligafdelinger og ejendomme.
Om dig
Vi søger en kollega, der
- kan danne relationer til borgere og samarbejdspartnere
- kan etablere en konstruktiv borgerdialog, samskabelse og til at tilrettelægge inddragelsesforløb
- har teknisk flair og kan forstå samt formidle tekniske data og oversætte “teknik- og kommunesprog” til let forståeligt dansk
- er selvstændig og har motivation for at drive projekter, også på de grå dage
- kan inspirere og skabe netværk på tværs af fagligheder
- har kendskab til og erfaring fra en politisk ledet organisation og/eller kommune
- er en god kollega, der ikke er bleg for ind imellem at løse praktiske opgaver
Det er også vigtigt, at du kan trives i en omskiftelig hverdag med tilhør til to arbejdslokationer – det lokale sekretariat i Husum Nord og Bygningsfornyelse, der holder til på Islands Brygge. Du får en hverdag med til tider skiftende arbejdstider, f.eks. når der afholdes et borgermøde en hverdagsaften eller et arrangement i weekenden.
Vi forestiller os, at du har en uddannelse som f.eks. arkitekt, TekSam, Ingeniør, bygnings- eller energiteknolog, men vi er særligt optagede af din erfaring, konkrete kompetencer og din lyst til at lære nyt, så send os endelig din ansøgning, selvom du har en anden uddannelsesmæssig baggrund.
Om os
Du bliver del af et lokalt sekretariat, hvor vi lægger vægt på tværfaglighed, åbenhed, humor og samarbejde.
Sekretariatet består af en projektchef og en håndfuld medarbejdere. Vi har en styregruppe med repræsentanter fra lokalområdet og arbejder tæt sammen med kommunes øvrige forvaltninger.
Du vil samtidig have et fagligt ophæng i Bygningsfornyelsen i Klima-, Miljø og Teknikforvaltningen med arbejdsplads 1-2 dage om ugen, hvor du vil være en del af et stærkt energifagligt miljø med mulighed for tæt sparring.
Vil du vide mere om bygningsfornyelsen i København, kan vi anbefale at lytte til podcastserien “Blød By”, som består af tre afsnit produceret af BYLYD.
Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår er efter gældende overenskomst og inden for rammerne af lokal løndannelse.
Arbejdstiden udgør 37 timer ugentligt, med mulighed for færre timer.
Ansættelsen er midlertidig og løber over en 3-årig periode, med udløb ved udgangen af juli måned 2029.
Stillingen ønskes besat den 1. august 2026.
Yderligere oplysninger
Spørgsmål til stillingen kan rettes til enhedschef Kristine Dose Bertelsen på 51 84 30 93 eller mail: FA5B@kk.dk og klimamedarbejder Lise Nygaard Arre på 21 44 53 97 eller mail: UI5N@kk.dk
Søg via linket senest søndag den 31. maj 2026.
Vi forventer at holde samtaler mandag den 8. juni og tirsdag den 16. juni.
Om Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen
Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen varetager myndighedsopgaver og servicerer borgere og erhvervsliv blandt andet inden for miljøområdet, lokalplanlægning, byfornyelse, byggesagsbehandling og trafikområdet. Desuden er det Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen, der står for renholdelse, vedligeholdelse og udvikling af byens veje og parker samt foretager parkeringskontrol. Vi beskæftiger ca. 2.700 medarbejdere og administrerer et bruttobudget på knap 4,8 mia. kr.